En af Færøernes mest produktive forfattere, Hanus Kamban (f. 1942), som har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris både i 2003 og 2012 for sine novellesamlinger, har nu udgivet sin sjette novellesamling Det lovede land. Udover sit skønlitterære virke er han kendt som oversætter, anmelder og biografiforfatter, og han giver jævnligt sin mening til kende i aviserne om alt, fra sprog og kvindelitteratur til politik i sin helhed. I sine noveller bevæger han sig, som anmelderen Marna Jacobsen påviser, uden for den færøske andedam og bruger Europa og de tanker, der har sin oprindelse der, som grundlag for sine tekster. Om historierne siger hun, at de bærer præg af sorg og smerte, af nogle underliggende hændelser, du bærer med dig hele livet. Noget, du ikke får balance med. ”Det lovede land kan være det, som Sinbad aldrig fik lov at opleve sammen med Carmen, ekstasen…eller blot det at få lov til at skrive i fred”.

[Læs den færøske original her:]

Marna Jacobsen Sæla og sársaki

Langt om længe har den færøske forfatter, Hanus Kamban, udgivet endnu en novellesamling med egne tekster. Dette er hans sjette novellesamling.

Imens der i firserne kun gik kort tid imellem samlingerne, har der været længere pauser imellem de sidste tre. Ikke for det, han har hele tiden været en meget aktiv skribent, han har ikke været bange for at udtrykke sine meninger, og det er ikke altid, at alle andre har syntes om dem. Hanus Kamban er først og fremmest kendt som oversætter, anmelder og biografiforfatter, men han har også jævnligt givet sit besyv med i aviserne, hvor han har sagt sin ærlige mening om alt, fra sprog og kvindelitteratur til politik i sin helhed.

Det, som jeg synes er karakteristisk ved Hanus Kamban, i forhold til mange andre færøske forfattere, er, at han bevæger sig udenfor vores egen andedam og bruger, især Europa og de tanker, der har sin oprindelse der, som grundlag for sine tekster. Han er intellektuel og særdeles følsom, han anvender klassisk litteratur som fundament for sin egen skrivning. Han er på en måde lidt gammeldags, og det synes jeg personligt er både sjovt og interessant. I hans tekster er intet tilfældigt. Han overvejer sine formuleringer og emner, han foretager grundig research, og han har stor viden om vores fortidshistorie, filosofi og politiske brydninger. Kort sagt, han er en mand med almen dannelse, og det er måske noget, vi alle burde lægge os lidt mere efter.

Hvorfor siger jeg alt dette, inden jeg begynder at anmelde? Jo, fordi jeg mener, at det afspejler sig i den nye novellesamling: Det lovede land.

Samlingen består af 6 noveller, som sønnen, Atli Brix Kamban, har illustreret. Han har også illustreret omslaget, der virker melankolsk, synes jeg. I stedet for at være på vej til det lovede land, som titlen siger, føles det som om vi er på vej ned i dødsriget. Illustrationerne inde i samlingen er ikke lige så tunge, og de passer godt til indholdet.

Tre af novellerne foregår på København og Færøerne. Det er Genstridig måne, Brådne kar og Det lovede land. Jeg er ret overbevist om, at disse tre bygger på forfatterens egne oplevelser. Den første novelle, Ricardo og Immacolata, foregår i Italien. Det blå rige er en science fiction-historie, mens den tredje novelle, Nærmere, Gud, til dig, tager udgangspunkt i forliset af Titanic, men foregår nogle år efter.

Novellerne har nogle særpræg, der går igen; de er eventyrlige og i mange tilfælde forudsigelige. Dette er helt bestemt ikke noget, forfatteren ikke er bevidst om. Han gør det med vilje, og det er noget jeg ikke bryder mig så meget om. Jeg synes, at den pludselige vending i novellen, det uventede, det er dét, som gør noveller til noget helt særligt for mig. Men så må jeg i stedet nyde Hanus´ gode evner til at skrive. Hanus ønsker, at læseren skal vide, at Ricardo og Immacolata bliver par, og så håber han selvfølgelig, at læseren sætter sig ind i navnenes betydning. Carmen i novellen Det lovede land, minder utroligt meget om Carmen, som os med en smule almen dannelse genkender. Fortællingen Nærmere, Gud, til dig, må have Titanic sum fortællerramme. Læseren må få at vide, at Sniálvur i Genstridig måne, er hentet fra Sniálvs kvad, ved at citere to linjer:

det er som at se på jomfrukind

som blod drypper på sne

Beskrivelserne af kvinderne i novellesamlingen er noget for sig; noget, du ikke er vant til i moderne tid. Formentlig ikke kvindetyper, der siger nutidens ungdom så meget, men på den anden side, så tror jeg heller ikke at Hanus primært henvender sig til nutidens ungdom. Kvinden bliver sat op på en piedestal, hun er særdeles smuk, værdig, klog, hemmelighedsfuld og dragende:

Som ved fortryllelse, havde hendes ansigt fået farve, hendes hår var blevet mere levende, øjnene var blevne større og mere myndige, og eftersom hun var den eneste pige deromkring, der havde tilegnet sig åndelig udvikling, mestrede fremmede sprog og havde kendskab til historie – og,  som det nu blev klart, rådede over en helt speciel bly og samtidig stiliseret skønhed – var resultatet, at Immacolata klart overhalede sine søstre i ynde – og det måtte alle indrømme – hun var den smukkeste kvinde i byen. (Ricardo og Immacolata, side 31.)

Der er dog også en anden type kvinde, nemlig Carmen, som jeg-fortælleren har problemer med at forstå og ikke kan få fat i, og så er hun, som patriarkatet siger: En fristerinde og en narrefisse, der lader dig tro, at hun holder af dig, mens hun blot leger med dig.

Teorien om at sex kræver samtykke, kan gå hjem og lægge sig, for du, som ikke er i stand til at læse tegnene, bliver gejlet så hidsigt op, at du mister kontrollen og forulemper hende af samme årsag. For hvilken dreng eller mand i sin blomstrende ungdom, hvor seksuelle følelser har så meget at sige, kan bruge dette til noget, at en pige siger at hun holder af dig, men dermed kun mener, at hun synes du er god at snakke med.

Fortælleren er meget nærværende, i de fleste af novellerne. I begge de første er han ikke direkte til stede, selvom temaet i budskabet er noget, som ligger fortælleren meget på sinde. Ensretningen, dette, at du ikke kan leve livet, som du vil, men bliver nødt til at bøje dig for totalt idiotiske regler:

Al samtale handlede, som naturligt var, om det konkrete, detaljer og enkeltheder. Benny holdt øje med, at Reglementet vedrørende Ordrationering og Ordlængde blev overholdt ligesom Loven imod Indviklede Sætninger og Loven imod Begreber og Loven imod Sang og Historier, men hvem havde behov for at tale om Troskab og Skønhed eller Sandhed og Sammenhold. (Det blå rige, side 42.)

Men det har Korak i novellen Det blå rige, som – synes jeg – er den bedste historie i samlingen. Dette er en novelle, som minder om science fiction, en genre, som forfatteren selv holder af, og jeg synes, at han kommer godt fra det. Korak orker ikke mere smalltalk og drejer den modsatte vej end den, alle de andre tager, for at få lov til at opleve netop det, som de ikke har lov til at opleve.

Som en ægte Harry Potter, styrer han direkte ind i de tykke todelte ståldøre, der blødt og uden besvær giver efter og åbner sig. Her var pludselig den drejning, som måske nok ikke var uventet, men håbefuldt ventet.

De fleste af historierne bærer på en eller anden måde præg af sorg og smerte, af nogle underliggende hændelser, som du bærer med dig hele livet. Noget, du ikke får balance med i livet.

Døden, både den, som måtte komme og den, som du valgte af kærlighed, ikke genkaldt kærlighed og så dette, at du bliver trukket ind i noget, som forstyrrer dit liv, og især dit skabende arbejde.

Det er formentlig også leden ved tomt frasemageri samt intentionen om at undgå en enerverende og ofte ondskabsfuld omgangstone, der er årsagen til:

I det psykiske vejr i hans egen hovedstad, blæste der en tid tørre vinde. Der var eksempler på, at folk fra litteraturmarken og deres pårørende eller venner ikke hilste, når han mødte dem på gaden. (Brådne kar, s. 110.)

Og er det mon ikke derfor, at Lorenz og Hulda i novellen Brådne kar køber hus længere oppe i byen, hvor de fra stuevinduerne kan se ned over den smukke by. Her kan Lorenz leve godt og frit, for elver smutter mellem træerne og nymfer beskytter ham. Som en William i hans elfenbenstårn.

I det store og hele vil jeg sige, at novellerne åbner op for ualmindelig mange tanker. De er, udover at blive læst af os almindelige mennesker, uden tvivl også meget velegnede som studiemateriale i litteratur, fortrinsvis på de højere uddannelser.

Noget andet er så det, som jeg får i tillæg, fordi jeg er – måske ikke på alder med forfatteren, men så tæt på: Jeg genkender så utroligt meget, og tror jeg ved, hvem han skriver om, samtidig med at jeg ved, at det absolut ikke har nogen betydning for en nutidig læser, som ikke levede i de dage da:

Vi var unge, vi havde drukket vin, ny litteratur, nye teorier og ny musik – et nyt livsmønster – formet af leg, farver og ekstase, hvor alle tilværelsens grænser blev definerede på ny. (Genstridig måne, side 66.)

Det lovede land kan være det, som Sinbad aldrig får lov at opleve sammen med Carmen, ekstasen, på alle de syv (sø)farter/dele. Det kan også være huset øverst oppe i byen, eller blot det at få lov til at skrive i fred i det lovede land.

Anmelder: Marna Jacobsen

Oversætter: Helle Thede Johansen